Sårbarhed

Vi bærer alle former for sårbarhed i os. Hvis du i din opvækst ikke oplevede at blive mødt og rummet i din sårbarhed, så kan det være en udfordring at blive konfronteret med dine sårbare sider. Det kan være forbundet med stort ubehag at komme i kontakt med sin sårbarhed. Så ubehageligt at du måske er fyldt af hård selvkritik, hvor du ofte kritiserer dig selv for, at du nu ”igen er svag” eller ”du nu igen føler dig ked af det”.

Negative mønstre og reaktioner

Når vi undlader at forholde os til vores sårbarhed og de følelser, der knytter sig hertil, risikerer vi at blive fanget i destruktive mønstre og reaktioner. Fraværet af forbindelse til egen sårbarhed kan resultere i en følelse af nedtrykthed og indre uro. Dette skaber en udfordrende situation, hvor det bliver vanskeligt at mærke sig selv og derfor svært at sætte grænser og mærke egne behov.

At være sårbar er ikke ensbetydende med at være svag.
Det er derimod en styrke at kunne være med egen sårbarhed.

Styrken i sårbarhed

At vise sin sårbarhed er sårbart. Nogle ser en svaghed i at være sårbar. Jeg ser en styrke i at kunne være med sin egen sårbarhed. Sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men snarere en dybtfølt kilde til indre styrke. At forstå ens sårbarhed kræver mod og selvindsigt, og det er netop denne proces, der kan give os en dybere forbindelse med vores autentiske selv.

At stå stærkt i sårbarheden

I min terapeutiske praksis støtter jeg mange af mine klienter med at arbejde med deres sårbarhed. Dette er med til at skabe en indre ro, accept og tryghed i, at kunne være med alle sårbare sider i sig selv.  Evnen til at være åben omkring egen sårbarhed, og at kunne omfavne og acceptere den, vil bane vejen til at styrke din mentale og følelsesmæssige robusthed. At kunne være med hele dig og vise dit sande selv.